En netværksplejefamilie kan være hos en slægtsrelation eller en relation til en person fra barnets netværk, såsom en pædagog, fodboldtræner eller ven af familien. Flere kommuner har igennem de seneste år haft som mål, at størstedelen af deres anbringelser skal ske i familiepleje, og loven tilsiger, at netværket skal afsøges forud for en anbringelse. Dette gøres for at afdække, om der er en mulighed for at anbringe barnet eller den unge i netværkspleje.
Netværksplejefamilier skal ligesom andre plejefamilier godkendes. Godkendelsen foretages af den anbringende kommune. Der er tale om en konkret godkendelse, dvs. at netværksplejefamilien bliver godkendt til at have et bestemt barn eller en bestemt ung i pleje. Der er ikke generelle kriterier for godkendelse af netværksplejefamilier. Dog kan netværksplejefamilien kun godkendes, hvis familien har de fornødne ressourcer til at give barnet eller den unge den støtte og omsorg, som barnet har brug for, evt. suppleret med professionel støtte samt evt. behandling udefra. Netværksplejefamilier skal ligesom alle andre plejefamilier gennemføre et grundkursus i at være plejefamilie for at kunne blive godkendt som plejefamilie.